Tag med på en spændende og indholdsrig rundrejse med dansk rejseleder fra Bangkok til det nordligste Thailand.
Vi bevæger os ikke hurtigere rundt, end at sjælen kan følge med og gennem hele programmet fokuseres på indhold, kvalitet og komfort.
Programmet indeholder naturligvis de store klassikere, og herudover er rejsen springfyldt med nye områder og spændende detaljer, der også gør den interessant for 2. og 3. gangs rejsende.
Vi bruger kun erfarne guider og nye busser og bor primært på førsteklasses indkvartering. Pris og kvalitet følges ad, også i Thailand. Det har ikke været vores intention at lave den billigste rundrejse - men den bedste!
Det er muligt at forlænge den 14 dages rundrejse med yderligere 4 dages afslappende badeferie i den royale ferieby, Hua Hin.
Når I flyver med Thai Airways, forlader I Kastrup Lufthavn sidst på eftermiddagen – check altid det præcise tidspunkt på rejseplanen der kommer sammen med billetterne ca. 3 uger før afrejse. På Thai Airways er mad og drikkevarer naturligvis gratis ombord.
I ankommer til Bangkok Lufthavn omkring kl. 6 om morgenen. Efter paskontrollen og bagageudlevering bliver I mødt af en af vores rejseledere på stedet (nærmere information om mødested følger med billetter og rejseplan). De første 3 dage tilbringes i Bangkok.
Køreturen til hotellet tager en god time og undervejs vil rejselederen informere om turen og give gode råd og tips til opholdet. I får tildelt jeres værelse ved ankomsten til Grand China Princess og har mulighed for at slappe af og få et bad, inden vi mødes igen ved middagstid.
Om aftenen spiser vi lokalt på en af byens gode thai restauranter - en spændende gastronomisk og kulturel oplevelse.
Chinatown
I skal bo midt i byens absolut mest interessante område; Chinatown. Glæd jer til at opleve en kulørt bydel, der med sine meterhøje farverige skilte, kunstfærdige facader og velduftende gadekøkkener giver området sit særpræg og strejf af orientalsk mystik.
Det er ganske vist mange år siden de sidste opiumshuler slukkede deres grønne lamper i Chinatowns sidegader. I dag er fortidens søvnige gader forandret. Dagen igennem syder Chinatown af liv og tusindvis af bath skifter hænder mens alskens nips, guld, tøj og elektronik skifter ejermænd.
Templer og shopping
I skal naturligvis også opleve Bangkoks fantastiske templer, og undervejs bliver der tid til shopping og måske et besøg hos optikeren eller skrædderen.
Overnatning: Grand China Princess i superior værelse. (A)
Efter en god nats søvn og et solidt morgenmåltid fra hotellets flotte morgenbuffet skal vi ud og opleve Bangkok. Hvad er mere nærliggende end at begynde med selve nerven i det thailandske samfund, den buddhistiske tro.
Wat Po, Grand Palace, Marple temple og Wat Traimit
I skal opleve 3 af de vigtigste templer i millionbyen samt det ultimative Grand Palace. Vi begynder ved Wat Po med den 45 meter lange liggende Buddha. Herefter tempelkomplekset Grand Palace. Det er svært at forestille sig, hvor utrolig smukt området er. Bygningerne og statuerne er fantastisk detaljerede. Det er simpelthen indbegrebet af thailandsk kultur og religion, der bliver forenet her.
Paladset blev grundlagt af Kong Rama d. I i 1782, men er ikke blevet brugt som kongelig residens siden 1946. I dag benyttes paladset til kongelige ceremonier, statsbesøg etc. Inden frokost besøges det smukke Marble Temple fra begyndelsen af 1900-tallet opført i italiensk marmor.
Vi har naturligvis ikke mere travlt, end der er tid til at fornemme byens stemning og gøre nogle spændende indkøb undervejs. Vi spiser en lækker frokost inden dagens sidste tempelbesøg, Wat Traimit med sin 5,5 tons tunge Buddha i 18 karat guld. I er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.
Overnatning: Grand China Princess i superior værelse (M/F)
Dinner Cruise 19:30 - 22:45
Valgfrit arrangement der ikke er inkluderet i prisen
Dagens program er veloverstået, men I kan vælge at tilmelde jer aftenens arrangement på Chao Phayafloden. En antik teaktræspram, der for små 80 år siden transporterede ris på Thailands floder, er nu bygget om til en spændende restaurant, hvor madens serveres under stjernehimlen, mens I vugger op ad floden.
I kan tilmelde jer arrangementet på dagen, prisen for at deltage er ca. kr. 215,- pr. pers. der betales til rejselederen.
En dag spækket med oplevelser! I forlader Bangkok tidligt fra morgenstunden og kører 100 km vest på til Damnern Saduak. Den sidste del af transporten foregår med båd (long-tail båd) til Thailands mest berømte flydende marked.
Fra nær og fjern kommer kvinderne i deres små både for at afsætte deres mange forskellige afgrøder. Et flot og farverigt syn med mulighed for at tage nogle fantastiske billeder.
Fra det flydende marked fortsættes til Nakorn Pathom, hvor I besøger Sydøstasiens største pagode, Phra Pathorn Chedi. Efter frokost drager I videre til Rose Garden for at opleve det flotte show, der beskriver den thailandske hverdag og historie. Her er alt fra buddhistiske munke, ”folkedans” fra fjerne egne og til hårdt kæmpende thaiboksere.
Efter en oplevelsesrig dag returneres til Bangkok, hvor I er fremme sidst på eftermiddagen.
Overnatning: Grand China Princess i superior værelse(M/F)
Efter morgenmaden checker I ud fra hotellet og går ombord på det luksuriøse skib ”Pearl of Siam”, der sejler os nordpå til Thailands gamle hovedstad, Auytthya. Undervejs spises frokost på dækket mens storbyens hektisk liv, afløses af landlig idyl.
Nogle timer senere ankommer vi til Auytthya, en spændende ruinby med en gribende historie. Efter en rundvisning fortsætter turen i bus ca. 300 km mod byen Tak, porten til nogle af landets smukkeste landskaber.
Tak ligger ned til floden Ping, der tidligere var eneste farbare vej for de tungtlastede handelsbåde, der skulle til nabolandet Myanmar (Burma) med deres varer. Glæd jer til et hektisk marked og Taks maleriske gamle bydel.
Overnatning: Vieng Tak Hotel i deluxe værelser med flodudsigt (M/F/A)
Calypso Cabaret Show 18:15 - 21:45
Valgfrit arrangement der ikke er inkluderet i prisen
Et festligt aftenarrangement med dans og sang udført af transvestitter (ladyboys) i pompøse kjoler. Her har fantasien frit spil og der er ikke sparet på rekvisitterne.
I kan tilmelde jer arrangementet på dagen, prisen for at deltage er ca. kr. 180,- pr. pers. der betales til rejselederen. Prisen inkluderer middag før showet.
Efter en god nattesøvn i landlige omgivelser byder dagen på store naturoplevelser. Vi kører 80 km til Mae Sot, et bjergrigt område med brusende floder, vandfald og bambusskove. I dette fjerntliggende naturmekka, der grænser op til Myanmar (Burma) gør vi ophold og besøger områdets farverige og gæstfri minoriteter i deres små landsbyer i bjergene.
Vi skal vandre en god time mellem gummitræer og kæmpebambus, for herefter at sætte os behageligt tilrette og lade strømmen føre gummiflåderne ned ad floden gennem den storslåede natur. Senere skal I opleve handlen på markedet på grænsen til Myanmar. Kort sagt, I kan se frem til en oplevelsesrig dag fjernt fra de gængse turistområder.
Overnatning: Central Mae Sot Hill Resort, superior værelse (M/F/A)
Vi forlader Mae Sot tidlig mens morgendisen endnu ligger som en blød dyne om de øverste bjergtoppe. Vi bruger det meste af dagen på at køre de små 400 km til Chiang Mai, en storslået køretur gennem et af Thailands smukkeste områder.
I perioden august til januar står regnskoven grøn og frodig og grænser op til de firkantede risterrasser, hvor de karakteristiske lysegrønne afgrøder svajer blidt i vinden. Der er naturligvis tid til at stoppe, nyde naturen og få et indblik i livet i de små landsbyer, vi passerer igennem, alt sammen krydret med spændende beretninger og gode tips fra en erfaren rejseleder.
Vi spiser en god frokost undervejs og når sidst på eftermiddagen frem til den nordlige hovedstad Chiang Mai. I skal bo midt i byen på Hotel Chiang Mai Plaza. Til jer der har lyst arrangerer rejselederen et par timers klassisk thaimassage inden aftensmåltidet, som finder sted i hotellets smagfulde restaurant.
Overnatning: Chiang Mai Plaza i deluxe værelse. (M/F/A)
I vågner op i Nordthailands hovedstad, der ofte bliver prist for sit behagelige klima og charmerende stemning. Området har ved flere lejligheder været isoleret fra resten af Thailand og derfor gennemgået en anden kulturel udvikling end resten af landet.
Fra 1281-1556 var byen hovedstad i Lanna-riget, der strakte sig fra det centrale Thailand i syd til Laos mod nord. Lanna kan oversættes til “millioner af rismarker”, et værdigt navn for det mægtige og frodige rige. Storhedstiden fornægter sig ikke. Chiang Mai er fortsat en af de mest interessante byer i Thailand med et væld af seværdigheder - både i og uden for byen.
Chiang Mai har flere end 300 templer, hvoraf Doi Suthep-templet, der er smukt beliggende i 1.053 meters højde med en vidunderlig udsigt over dalen, står som selve symbolet på den glorværdige fortid. Vi besøger templet fra morgenstunden, mens munkenes messen fylder stedet med mystik. Vi spiser frokost på en skøn restaurant ved en lille sø.
Herefter går turen til byen Sangkamphang kendt for sine fine kunsthåndværk. Vi besøger de mange værksteder, der forsat værner om de gamle håndværk og produktionsmetoder. Se bl.a. lakarbejdernes sirlige mønstre, forarbejdning af silke, sølvsmykkerne og de farverige parasoller.
Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen, og der er tid til at slappe, af inden vi mødes igen ved halvsyvtiden for at gå til byens gigantiske natmarked for at spise. Mere end 50 boder med gastronomisk specialiteter fra hele Asien danner rammerne omkring Thailands ”længste spisebord” Glæd jer til spændende lokal mad i afslappede omgivelser.
Overnatning: Chiang Mai Plaza i deluxe værelse (M/F/A)
En tiltrængt hviledag, hvor turens mange indtryk og oplevelser kan bearbejdes ved swimmingpoolen med en god bog eller på en spadseretur rundt i Chiang Mais gamle bydel.
Overnatning: Chiang Mai Plaza i deluxe værelse (M)
Cykeltur
Valgfrit arrangement der ikke er inkluderet i prisen
Rejselederen vil arrangere en interessant cykeltur i de landlige omgivelser omkring Chiang Mai by, en fin måde at komme rundt og hilse på i de spændende landsbyer i oplandet.
I kan tilmelde Jer arrangementet på dagen, prisen for at deltage er ca. kr. 180,- pr. person der betales til rejselederen.
Med fornyede kræfter tager vi videre nordpå mod byen Thaton. Undervejs gennem det smukke, bølgende landskab gøres ophold ved en orkidé-farm. Vi besøger en elefantlejr, ser de kloge dyr formiddagsbade, og med rejselederens hjælp kan der også arrangeres en ridetur i junglen for dem, der har lyst til at se naturen lidt fra oven. Rideturen er ikke inkluderet og skal betales direkte ca. kr. 150,- pr. pers.
Efter en hurtig frokost og et par oplevelser mere er vi fremme ved firetiden ved Maekok-floden og vores charmerende resort. Maekok River Village Resort eller Thaton Chalet ligger i de mest pittoreske omgivelser med udsigt over floden og omgivet af bjerge.
I kan nå at samle appetit på en travetur i de naturskønne omgivelser, inden grillen tændes om aftenen og der arrangeres BBQ-middag ved floden.
Overnatning: Maekok River Village Resort eller Thaton Chalet (M/F/A)
For naturelskerne er det er næppe usandsynligt at denne dag bliver en af turens største. Vi skal opleve Thailands svar på de svejtsiske alper. Glidende ned ad floden ombord på mindre flodbåde får I finalen på en tur, spækket med udsøgte og enestående naturoplevelser.
Stammelandsbyer
Undervejs ser vi de mange stammelandsbyer, der ligger isoleret ned til floderne i dalsænkningerne. Der findes seks hovedgrupper af bjergfolk i nordlige Thailand: Akha, Hmong, Lisu, Karen, Lahu og Mien. Disse halvnomadiske stammefolk begyndte indvandringen til Thailand i slutningen af 1800-tallet, efter de var tvunget til at forlade Tibet, Burma og Kina på grund af borgerkrig og politisk undertrykkelse.
Vi ankommer til Chiang Rai ved middagstid og spiser frokost inden I indlogeres på byens bedste hotel, The Dusit Island Resort, der ligger på en halvø midt i floden. Resten af dagen har I fri og kan nyde de femstjernede omgivelser.
Overnatning: The Dusit Island Resort i superior værelse (M/F)
I skal selvfølgelig ikke snydes for ”Den Gyldne Trekant”. Et flodområde, hvor Thailand grænser op til Laos og Myanmar (Burma), og som tidligere var kendt for handel med opium. Vi skal høre historien om, hvordan Thailand har fået styr på den illegale handel.
Vi skifter bussen ud med minibusser og begiver os op i det uvejsomme bjergområde for at besøge de bjergstammer, der tidligere ernærede sig ved opiumsdyrkning. En spændende dag med landlig idyl og krigeriske historier. Om aftenen er det tid til ”the grand finale” - en udsøgt middag på The Dusit Island Resort.
Overnatning: The Dusit Island Resort i superior værelse (M/F/A)
Det er nu blevet rundrejsens 13. og sidste dag. Vi kører til lufthavnen i Chiang Rai og flyver med Thai Airways retur til Bangkok. Thai Airways forlader Bangkok over midnat og flyver direkte til København (M).
Ankomst til Kastrup lufthavn med Thai Airways TG 950 kl. 06:00.
Bo 4 nætter på Sheraton
Hua Hin er en fredelig og charmerende fiskerlandsby, som ligger ud til Siambugten godt tre timers kørsel syd for Bangkok. Byen er Thailands ældste feriemål. Det var Rama VII, der så mulighederne i det skønne område, og i 1920’erne lod han opføre et palads, som han kaldte “Klai Klangwan” - direkte oversat “fjernt fra bekymringer”.
Hua Hin har formået at bevare sin lidt provinsielle atmosfære, men her er naturligvis masser af forretninger, gode restauranter og en bred strand. Der er ikke mindre end seks golfbaner i området omkring Hua Hin og Cha-Am, og blandt de mest mondæne er Royal Hua Hin - Thailands ældste golfbane grundlagt i 1924 – det koster kr. 700 at spille her. Men for små kr. 500 pr. person kan der spilles på The Imperial Lake View Hotel & Golf Club. I prisen er inkluderet green fee, caddy og transport t/r mellem hotel og golfbane.
Ved ankomsten til Bangkok bliver I hentet i lufthavnen og kørt de godt 3 timer syd på til strand, sol og palmesus. I tilbringer de næste 5 dage (4nætter) på det femstjernede resort, Sheraton, 10 km nord for Hua Hin. Opholdet i Hua Hin er uden dansk guideservice, men får I brug for assistance, kan kontoret i Bangkok naturligvis kontaktes.
Den verdensomspændende hotelkæde, Sheraton, åbnede i 2007 et suverænt femstjernet strand-resort, 10 km. nord for Hua Hin. Med vanlig sans for god stil og klasse, er det lykkedes at skabe en eksotisk oase omgivet af vand.
Stedets swimming-pool, er områdets største med en længde på 200 meter, er formet som en lagune der strækker sig gennem den skønne have mod stranden og Siam bugtens lokkende havvand.
Vi har valgt at tilbyde hotellets værelser med udsigt til haven. De er moderne indrettede – lyse, rummelige med klinker på gulvet, en sofa, et skrivebord, fladskærmsTV med satellitforbindelse, DVD afspiller, internet, safetybox, kaffe-/tefaciliteter og hårtørrer. Der er både karbad og mulighed for brus på det store badeværelse.
På balkonen er der stol og bord og udsigt over haven – altså ikke hav eller pooludsigt. Som alle andre steder i Hua Hin og Cha Am kan stranden ved højvande blive reduceret til en smal stribe med sand.
Når tusmørket sænker sig over strandområdet bliver I hentet og kørt retur til Bangkok lufthavn. Ved toogtyvetiden er I fremme ved Bangkoks internationale lufthavn. I skal selv klare bagagen og check ind ved en af Thai Airways skranker. I forlader Bangkok over midnat og er fremme i Kastrup 10 timer senere.
Ankomst til Kastrup lufthavn med Thai Airways TG 950 kl. 06:00.
Har man en drøm om at opleve Østens mystik, er Thailand det perfekte udgangspunkt. Grønne regnskove, isolerede stammelandsbyer, enorme tempelkomplekser, perfekte badestrande og et imødekommende folkefærd er blot en lille del af Thailand. Thailand opleves med hele hjertet og alle sanser, når man går på opdagelse på det lokale marked, rider gennem junglen på elefantryg, besøger stammefolk i langhuse eller cykler gennem gamle byer.
Thailand har et areal på 513.115 km2 og en befolkning på 63 mio., hvoraf ca. 10 mio. bor i hovedstaden Bangkok. Befolkningen er sammensat af 75% thaier, 14% kinesere, 11% malajer, bjergstammer og andre.
Heraf er 94% buddhister, 4% muslimer og 2% andre.
Thai
Møntfoden i Thailand hedder Baht. 100 thailandske Baht svarer til ca. 18 danske kroner. Det er muligt at veksle danske kroner til bath i alle større byer.
Langt de fleste restauranter, hoteller, forretninger accepterer Visakort, Mastercard, Diners og American Express.
Theravada-Buddhisme (officiel, 94%), islam (4%) andre (2%)
Tidsforskellen mellem Danmark og Thailand er +6 timer. Ved dansk sommertid +5 timer.
Penge
Hvis vi begynder med den økonomiske del, er det værd at slå fast at Thailand er et utroligt billigt land at være på ferie i. En middag koster et sted mellem 50 kr. og 80 kr., en øl ca. 10 kr. og en sodavand det halve. Da størstedelen af måltiderne inkluderet i rejsens pris, skal I ikke regne med at bruge mere end mellem kr. 1.000, og 1.500,- kr. pr. person i lommepenge.
Hertil udgiften til 3-4 valgfrie arrangementer som rejselederen arrangerer undervejs på turen, samt naturligvis de fristelser I falder for undervejs, såsom skræddersyet tøj, briller (som med stor fordel kan købes i Thailand), thaisilke og mere eksklusive souvenirs som guld og ædelstene.
Beklædning
Selvom gennemsnitstemperaturen i Thailand ligger mellem 25-30 grader er det en god idé at medbringe en varm sweater eller fleecetrøje til de kølige aftener i det nordlige Thailand. Ligeledes kan køreturene i bus med aircondition også give anledning til store temperaturudsving, når man kommer ind i bussen ude fra varmen.
Det er rart med et par gode travesko. Medbring derfor et par solide sandaler eller kondisko på turen. Ellers afslappet tøj – helst bomuld – som I føler jer god tilpas i. Solbriller og hatte beskytter hud og øjne mod den stærke tropiske sol.
Visum
Visum til Thailand er ikke påkrævet for danske statsborgere, såfremt opholdet ikke overstiger 30 dage. Passet skal være gyldigt 6 måneder udover opholdet.
Vaccinationer
Det anbefales at man lader sig vaccinere mod stivkrampe, smitsom leverbetændelse samt tager malariaforebyggende piller – brug altid myggemiddel i dag- og aftentimer, men køb det lokalt – det har størst effekt!
For mere information vedr. vaccination kontakt egen læge eller udlandsvaccinationen. Se www.vaccination.dk
Til det lille rejseapotek
220 V
| 20. dec 2010 | - | 2. jan 2011 | |
kr. | 17.490,- | Book denne rejse |
| 15. feb 2011 | - | 28. feb 2011 | |
kr. | 14.690,- | Book denne rejse |
Børnepriser
Det er kun muligt at have et barn og to voksne på værelset – barnet får egen seng. Prisen for børn er baseret på, at der deles værelse med 2 voksne. Turen er ikke velegnet til børn under 6 år. Kontakt os for priser på børn.
Inkluderet i prisen
Ikke inkluderet i prisen
(periode 11/01 – 16/04)
Kr. 2.680,- per person i delt dobbeltværelse
Inkluderet i prisen